Den danske transportsektor har fået et bredt nationalt netværk for sø-, land- og lufttransport.
Rådet for Teknologi og Innovation (RTI) har bevilget 14 mio. kr. over fire år til innovationsnetværket, som skal skabe synergi, match-making og generere forsknings- og udviklingsprojekter inden for transport. Innovationsnetværket skal se transport i sammenhæng og skabe erfaringsudveksling og bygge bro imellem virksomheder og forskningsmiljøer.
Netværket har et sekretariat delt imellem FORCE Technology, Teknologisk Institut, Transportøkonomisk Forening (TØF) og Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) med adresse hos sidstnævnte.
Danmarks konkurrenceevne afhænger af transportbranchens teknologiske førerskab. Transportbranchen skal derfor kunne trække på nye og bedre (effektive og fejlsikre) teknologier samt ny og bedre viden. Netværket vil øge muligheden for at samle aktørerne i transportkæden på tværs af faggrænser og domæner, skabe synergi, identificere behov for nye teknologier og skabe projekter, der skal sikre implementering af den nye teknologi. Udfordringerne i fremtiden spænder over et bredt felt og omfatter forskning, udvikling, demonstration og innovation i teknologier, systemer og menneskelige ressourcer.
Innovationsnetværket vil løbende fokusere på en række aktiviteter over den 4-årige periode, bl.a.: Elektrisk transport, intermodalitet (sø/land/bane), køretøjs- og skibsteknologi inkl. miljøvenlige brændstoffer, IKT (Informations- og Kommunikationsteknologi) herunder e-business, morgendagens citylogistik, sikkerhed, sikring og miljø i søtransport, mobilitet, trængsel og adfærdsregulerende styring (ITS - Intelligente Trafikstyringssystemer) og Integrerede Produkt/Servicesystemer (PSS).
Indledningsvis afholdes en række workshops vedrørende ovenstående aktiviteter, der skal resultere i konkrete forslag til projekter og yderligere aktiviteter til afdækning af netværkets hovedformål. Det er gratis at deltage i disse workshops, men tilmelding er nødvendig (info@tinv.dk) Læs mere om netværket og dets aktiviteter på Innovationsnetværkets hjemmeside.