CO2-verifikation hos førende producent af salt

Hurtig sagsbehandling hos FORCE-Dantest CERT for Akzo Nobel Salt
Drysser man salt på morgenægget, er det højst sandsynligt produceret af Akzo Nobel Salt A/S. Det samme gælder for vejsaltet, der skal tø de vinterfrosne veje op. Og saltet, som levnedsmiddelindustrien bruger til konservering og som smagstilsætning. Og det salt, der indgår som vigtigt råstof i talrige andre industriers produktion.

CO2-kvoteloven

Virksomheden, der ligger smukt ned til Mariager Fjord, er en af verdens førende producenter af salt. Produktionsanlægget i Danmark har en kapacitet på 70 tons salt i timen, og selv om Akzo Nobel Salt har et af verdens mest energiøkonomiske anlæg, så er det betydelige mængder energi, der skal til for at producere saltet. Til den del råder virksomheden over et af Danmarks største industrielle kraftvarmeværker, der er så stort, at det ville kunne forsyne 70.000 boliger med elektricitet. Værkets effekt overstiger langt 20 MW og er dermed omfattet af CO2-kvoteloven.

"Formålet med kvoteordningen er at få nedbragt CO2-udledningen. De firmaer, der er omfattet af kvoteordningen, får tildelt en kvote for, hvor meget CO2 de må udlede for årene 2005-2007. Samtidig skal de hvert år have en uvildig instans til at verificere deres opgørelse af udledning. I Danmark er der knap 400 produktionsenheder, som er omfattet af kvoteloven. Heriblandt altså Akzo Nobel Salt, som har valgt os til at udføre verifikationen", fortæller ledende verifikator i FORCE-Dantest CERT Mogens Simonsen.

Akkrediteret af DANAK

FORCE-Dantest CERT, som er FORCE Technologys uafhængige certificeringsorgan, anvender interne specialister – i dette tilfælde energispecialister med et stort kendskab til energianlæg, ledelsessystemer og auditprocesser. FORCE-Dantest CERT er akkrediteret af DANAK, som i Danmark står for akkrediteringen til at kunne verificere efter loven om CO2-kvoter.

"Alle virksomhederne, der er med i kvoteordningen, har udarbejdet en plan til Energistyrelsen for, hvordan de vil opgøre og registrere eksempelvis deres brændstofforbrug og energiomsætning. Vores opgave med verificeringen går i korte træk ud på at tilse, om planerne holder, og om dokumentationssystemerne er valide", siger Mogens Simonsen.

Verificeringer og certificeringer kan være en nødvendig, men tung proces at skulle igennem for en virksomhed. Men sådan har oplevelsen ikke været i Akzo Nobel Salt. "Vi er tilfredse med den hurtige sagsbehandling, vi fik hos FORCE-Dantest CERT. Vi har oplevet en effektiv sagsbehandling med fokus på de væsentlige områder. Det er vi glade for. Og vi er da også glade for at konstatere, at vi allerede var i besiddelse af den fornødne dokumentation, da vi i mange år har haft fokus på vores energiforbrug", siger procesingeniør Christina Schultz-Møller fra Akzo Nobel i Mariager.

FORCE Technology: Park Allé 345, 2605 Brøndby  Telefon: +45 43 26 70 00  Fax: +45 43 26 70 11  e-mail: info@forcetechnology.com  
 

Debug info: