E-mærkning af færdigpakninger er en frivillig ordning, som tilbydes alle typer af danske virksomheder, som fremstiller færdigpakninger med et nominelt indhold på mellem 5 g og 10 kg og mellem 5 ml og 10 liter.
Formål
Formålet med reglerne er at nedbryde de tekniske handelshindringer mellem medlemslandene i den Europæiske Union. Reglerne stammer tilbage fra 1975, og de grundlæggende direktiver 75/106/EEC og 76/211/EEC er stadig i brug sammen med 2007/45/EEC.
Den danske myndighed på området er Sikkerhedsstyrelsen. Reglerne for området udgøres af Sikkerhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 997 af 8. oktober 2008, ændret ved bekendtgørelse nr. 340 af 30. marts 2010 samt måleteknisk vejledning MV 05.00-02, udgave 3 af 31. maj 2011.
Bemyndiget laboratorium
FORCE Technology er bemyndiget laboratorium på området og udfører derfor godkendelse af og tilsyn med virksomheder, som ønsker at gøre brug af ordningen. Desuden drives en erfa-gruppe om e-mærkning af færdigpakninger under DANIAmet og Center for Legal Metrologi (CLM).